Gratis udflugt til Legoland gør gavn for hele familien

Halvtreds busser, fyldt med spændte gæster, parkerede side om side foran den ”klodsede” port til Legoland lørdag den 22. april, da Frelsens Hær inviterede 2500 børn og voksne til en dag med alt betalt.

Måske har Mariehønen været forbi Vor Herre og bedt om godt vejr. I hvert fald skinner solen ned over Billund, da udsatte familier fra Fyn, samt Midt-, Syd- og Sønderjylland ankommer til Legoland. Her i blandt familien Stender Lund fra Tønder, bestående af mor Tina og fem børn.

Forventningen hos Jeremy Stender Lund på 9 år er til at spore, da TV Syd fanger familien i parken.

– Jeg skal prøve alle forlystelser i dag, inden vi tager hjem!

Familiens økonomi er stram. Mor Tina er under uddannelse, og enlig forsørger. En tur i Legoland er utopi med hendes budget.

– Hvis vi ikke kunne tage med Frelsens Hær, var vi ikke taget i Legoland, siger hun og fortsætter til TV Syd:

– Vi søger julehjælp hvert år og håber på, at vi er heldige. Og hvis vi ikke får hjælp, bliver det ikke til meget jul eller ferie. Så derfor er det helt fantastisk, at vi har muligheden for at komme her i dag og glemme hverdagen.

Se indslaget i TV Syd her:

Deltagerne til dagens udflugt er fundet blandt de mange tusinde modtagere af julehjælp fra Frelsens Hær året forinden. Ud over de 2500 deltagere i dag, bliver yderligere 3000 tilbudt en tur til BonBon-Land eller Fårup Sommerland til september. Men i 2022 hjalp Frelsens Hær mere end 11.000 familier med julehjælp, så det er langt fra alle, der kan få buddet om en dag i drømmeland.

”Vi ville ønske, vi kunne tilbyde disse oplevelser til alle, der har behovet. Alle børn har ret til sådan en dag, hvor forældrene ikke skal bekymre sig om økonomien, men bare kan sige: Ja! til selv den store is i vaffelboden.”

Lars Lydholm, Informationschef hos Frelsens Hær

Udflugten er mulig på grund af en flot donation fra blandt andet Arbejdsmarkedets Feriefond, der råder over de feriepenge, folk gennem tiderne har glemt at få udbetalt. En stakket frist, da reglerne er lavet om, så man ikke længere så nemt mister retten til sine feriepenge.

”Vi har vidst et par år nu, at fondens pengepulje er svindende, men vi håber at kunne indsamle nok midler fra andre fonde og private til at kunne tilbyde disse ture. Det gør en kæmpe forskel i de familier, hvor der ikke er råd til en tur i Legoland eller ferie i det hele taget. Efter i dag kan børnene komme i skole og børnehave på mandag og fortælle, hvad de har oplevet i weekenden. De er ellers ofte dem, der må nøjes med at lytte, når deres kammerater fortæller om alle den slags udflugter og ferier. På den her måde føler børnene fra udsatte familier sig som en del af fællesskabet. Det er uvurderligt,” slutter Lars Lydholm.

Deltagerne får transporten til Legoland, entrebilletten og en voucher på 200 kroner pr mand, til mad, is og slik. Rygtet siger, at Frelsens Hærs deltagere et år tørlagde bland selv-butikken i parken.

”Jeg skal bruge mine penge på slik og så en burger.”

Jeremy, 9 år

Et rygte 9årige Jeremy har tænkt sig at gøre sit for at gentage.

”Jeg skal bruge mine penge på slik og så en burger,” siger han til TV Syd, før han drøner afsted mod ”Kanoen”, der ender med et stor vandplask.

”Det er jo minder, der bliver skabt lige her,” siger Tina Lund Stender, mens hun ser sønnen stige ud af forlystelsen med vandet drivende ned af jakken og et stor smil på læberne.

Har du lyst og overskud til at hjælpe andre? Bliv en del af vores fantastiske team.