Koncert: Glæden går begge veje, når vi synger!

En af de kolde aftener i marts spredte Frelsens Hærs gospelkor Salvation Gospel varme på Baggersmindelejren, der for tiden huser ukrainske flygtninge. Aftenen blev indbegrebet af det korets mission går ud på – at synge for at glæde sig selv og andre.

Skrevet af Regitze Bryld, der synger altstemme i koret

Selvom klokken ikke er mere end halv syv, er himlen over Baggersminde på Amager kulsort da jeg, med mine korkammerater fra Salvation Gospel, indleder gospelkoncerten i lejrens fælleslokaler, med nummeret “Lift him up”.

No matter what the problem may be
I'm gonna lift Him for the whole world to see
I've got the victory for He is my King
He's the reason that I sing

På bordene er der dækket op med kaffekopper, men kanderne er fulde af varm kakao. Bobeoerne er nemlig ikke til kaffe, forklarer Benny Jørgensen, der er ansat af Frelsens Hær som vicevært på Baggersmindelejren. Desuden er han ikke så bekymret for det beskedne fremmøde – de arbejder med en anden tidsregning, griner han.

Inden første sang er forbi har tonerne da også tiltrukket flere beboere fra de små røde barakker, der siden sommer har været hjem for omkring 40 ukrainere, der huses af Dragør Kommune.

”Folk bor herude på ubestemt tid, mens de er på flugt fra krigen i Ukraine. De fleste beboere er børnefamilier,” forklarer Benny Jørgensen, hvis job som vicevært har vist sig at indeholde mere end at skifte en utæt vandhane.

”Vi vil gerne give beboerne herude nogle sociale arrangementer. Vi har blandt andet haft fastelavn og fællesspisning flere gange, derfor er vi glade for, at Salvation Gospel har sagt ja til at give koncert,” siger han.

Glæden ved at kunne glæde med sang

Koret der består af kvinder i alle aldre, øver hver mandag aften i ”Templet”, der er Frelsens Hærs lokale afdeling på Vesterbro i København. Pianist Michael Bendtsen sidder bag tangenterne, og korleder Sarah Moshage Ahola svinger taktstokken.

”Flere gange under koncerten blev jeg rørt. Særligt under nummeret Breathe, hvor jeg vendte mig om til publikum under Sine Nielsens solo. Da hun sang ”It’s a miracle we can breathe” blev jeg så rørt, at jeg helt glemte at sætte koret i gang igen. Det blev meget ægte at høre de linjer sammen med mennesker, der har mistet alt, alt for meget. Det er enormt dejligt at kunne glæde dem lidt med sang,” siger hun efter koncerten.

Just breathe
'Cause it's a miracle we can breathe
There's power in the way that we breathe
Release your heavy burdens
And let everything that has breath, praise the Lord
This is why we have breath, to praise the Lord

Vores motto i Salvation Gospel er netop; ”vi synger for at glæde os selv, men også for at glæde andre”, en filosofi der gør, at vi blandt andet har optrådt i asylcentre, fængsler, på hospitaler og plejehjem.

Salvation Gospel er åbent for alle kvinder, og interesserede kan blot møde op, når koret øver mandage fra 19:00-21:00 på Frederiksberg Alle 9 i København. Der er ingen optagelsesprøve.
Følg koret på deres facebookside for information om koncerter og øvegange.

Hver fugl i koret synger med sit næb, men hvad der kan mangle i sangtalent eller rytmik, kompenseres der rigeligt for i hjertevarme og sangglæde.

En glæde der kan mærkes blandt publikum denne aften, hvoraf mange hverken taler eller forstår dansk og engelsk. Budskabet om glæde, kærlighed og fællesskab ser dog ud til at nå gennem sprogbarrieren. Der klappes ivrigt undervejs og råbes bravo!

En særlig velsignelse

Vores øveaftener og koncerter afsluttes altid med, at vi tager hinanden i hænderne og synger velsignelsen. En rørende gestus, der denne aften giver mig tårer i øjenkrogen, fordi jeg får øjenkontakt med en lille pige på omkring 9 år, der fastholder mit blik gennem hele sangen. Med tanken om, hvilke oplevelser den lille pige har måtte gå igennem, synger jeg hvert et ord til hende.

Herren velsigne dig og bevare dig.
Herren lad sit ansigt lyse over dig og være dig nådig.
Herren løfte sit åsyn mod dig og give dig fred.

Jeg er ikke alene en stærk oplevelse i bagagen efter koncerten.

Det var umuligt ikke at blive rørt. Den her aften vil altid have en særlig plads i mit hjerte,” skriver sopran Yvonne Hansen efterfølgende i vores facebookgruppe.

I er altså også nogle prægtige mennesker. Tak for den gyldne stund ved koncerten mandag aften og tak til de medarbejdere og beboere i Baggersmindelejren, som inviterede os indenfor,” skriver sopran Elisabeth Kolstrup.

En lille times sang bliver det til, før vi bliver budt til bords hos publikum. Jeg sætter mig hos Olya, efter hun har rejst sig og sagt:

”Mange tak for sangene, jeg er sikker på, at jeg kan tale på alles vegne, når jeg siger; det var rigtig godt”.​

Udtalt på dansk, med hjælp til grammatikken fra google translate. Men faktisk er Olyas danskkundskaber allerede gode nok til at fortælle om flugten fra Kyiv, med sønnen Emin på 18 år.

Ukrainske Olya og hendes søn Emin
Olya og sønnen Emin

”Jeg turde ikke tage flugten til at begynde med. Jeg hørte mange historier om, hvordan togene blev beskudt mens folk flygtede. Så vi blev i Kyiv til midt i april, hvor vi besluttede, at vi nu blev nødt til at komme ud,” forklarer hun.

Flugten blev med tog til Lviv og derfra bus til grænsen. Med hjælp fra nødhjælpsorganisationer kom mor og søn op gennem Europa, hvor Olya valgte Danmark som tilflugtssted.

”Jeg havde hørt, at Danmark var et trygt og rigt land. Her kunne jeg se, at min søn kan få en god fremtid,” siger hun.

Sønnen Emins danske er stadig mere begrænset, for han studerer på engelsk på CBS og følger et fjernstudie fra skolen i Kyiv. Hver dag cykler de to derfor sammen de godt 15 kilometer fra Baggersminde til Nørreport.

De ryster dog begge på hovedet, da jeg spørger, om det ikke er en for lang tur på cykel.

”Hvis jeg ikke var så dårlig til at synge, ville jeg også tage turen hver mandag aften for at synge med jer,” griner hun.

For koret går turen tilbage til byen dog i bil. Det giver mulighed for at reflektere over aftenens koncert.

”Det her er virkelig indbegrebet af vores kor. Vi tager ud at synge for nogle, der har brug for lidt opbakning. Vi gør det for at glæde andre. Det er derfor jeg er vild med at synge i det her kor,” siger altsanger Sine Nielsen.

Jeg kunne ikke være mere enig.

Regitze Bryld, artiklens forfatter

Har du lyst og overskud til at hjælpe andre? Bliv en del af vores fantastiske team.