Sange om håb for ukrainere

Musik er som bekendt transcenderende for både kultur og sprogbarrierer. Det viste sig tydeligt, da Salvation Gospel, et sangkor fra Frelsens Hærs lokalafdeling Templet i København for nyligt optrådte for ukrainske flygtninge ved to koncerter.

Fællessalen på Udrejsecenter Sjælsmark dannede ramme om første koncert med Salvation Gospel den 16. maj. En koncert arrangeret af korets leder Lykke Bendtsen:

”Vi kan måske ikke gøre noget ved selve situationen i Ukraine, men vi kan gøre noget her. Vi kan synge for dem, der er her i landet, og dermed forhåbentlig give dem en god aften.”

På trods af at publikum og sangere ikke kunne kommunikere med ord, bandt musikken dem sammen. Både børn og ældre klappede i takt, og til nummeret ”Amen”, en kanon, hvor ordet gentages igen og igen, stemte flere blandt publikum efterhånden i.

Udrejsecenter Sjælsmark huser i øjeblikket cirka 120 ukrainske flygtninge, der til daglig hjælpes af Røde Kors.

Sammenhold gennem musik

Ugen efter var der arrangeret koncert på hotellet Cabinn Metro, der ligger i Ørestaden, København. Her bor nogle hundrede ukrainere, foruden hotellets andre gæster. Omkring 30 ukrainere havde valgt at tilbringe mandag aften med gospelkoret.

I aftenssolens stråler fik nummeret Together nærmest et mytisk præg med teksten:

“If we fall,

we will fall together, together.

And when we rise,

we will rise together, together”.

”Det er rørende at se ind i øjnene på de her mennesker mens man synger om sammenhold, Guds kærlighed og håb. Det håber jeg virkelig, de kunne mærke. Det kunne jeg i hvert fald,” siger Cecilie Holdt Rude, der er en af sangerne i koret.

Efter koncerten forsøgte sangere og publikum igen at tale sammen, men sprogbarrieren gjorde det nærmest umuligt. Igen kom musikken til gavn, da tre ukrainske kvinder brød ud i sang, som tak for aftenens optræden. De tre sang sangen ”Grøn hvede”, en ukrainsk folkesang om foråret – og håbet.

Koret Salvation Gospel øver hver mandag og er åbent for kvinder. Læs mere om koret her.

Har du lyst og overskud til at hjælpe andre? Bliv en del af vores fantastiske team.